Essay by Tomas Lagermand Lundme, Feature in Objektiv, No. 9, Norway, 2014
Billedkunstneren Emil Salto havde en farfar, der hed Egon Salto. Farfaren var matematiker,
bogholder og fotograf. Og så holdt han af at arkivere. Emil var tit på besøg hos sin farfar
som barn, hvor han i lejligheden på Østerbro i København opførte små, særegne seancer
af møder med farver, figurer og former, farfaren havde udviklet over tid på sin egen
producerende kunstmaskine. Farfaren havde skabt den ved hjælp af diasfremvisere,
der via overblændinger og tonestyrede polariseringsfiltre, fremkaldte et helt særligt
mønstre af geometriske former, figurer og i alverdens farvenuancer på væggene.
Farfarens stue blev en scenografi. Og ikke et eneste motiv, der blev frembragt på denne
måde, kunne igen genskabes. Alt var unikt og skete kun i den tid, der tog, at fremkalde
billedet. Bagefter var det væk.
Sådan er det også med barndommen. Den er der. Kortvarigt. Bagefter er den væk og vil
aldrig komme igen. Emil Salto voksede op med sin farfars kunstmaskine, der i lejligheden
på Østerbro blev ved med at producere og frembringe værker, som ingen havde anet var
mulige. Rygterne gik ellers ude i byen blandt fotoelskende. Og flere og flere opsøgte
Egon Saltos ugentlige fremvisninger. Det blev en helt særlig, lille skare, der kom på besøg
i lejligheden. Emil derimod kom der ikke så meget længere. Han blev teenager og opsøgte
et andet miljø, hvor billedmediet var hårdere, pulsen var med lyd og guitaren fræsede med
en kant af punk, vrede og hanekam. Den vej, er vi et par stykker i livet, der skal, for at
mærke, at vi både lever – og overlever.
Da Egon Salto, Emils farfar, døde, valgte Emils far, at den arv og det arkiv, som Egon
havde opbygget over mange år, ja, den skulle Emil arve. På det tidspunkt var Emil Salto
i gang med sit eget arbejde og følte sig på ingen måde beslægtet med sin farfars. Emil,
født 1968, og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i perioden 1994-2000,
arbejdede med fotografiet, det sorthvide, hvor en stram form og en uendelig genskabelse
af en svævende, sløret geometri skabte en ærligt, unikt rum for Emils værker.
Nærmest som en teaterkulisse, en scenografi, hvor det ofte var beskueren, der blev ladt
alene over for de monokrome billeder og film, hvor
man selv måtte tillægge handlingen, man måtte selv fortælle historien. Det var en række
performative indgreb, hvor aktørerne udeblev, men tiden mellem beskuer og værk tikkede
som en kendsgerning, der gjorde ondt et sted, der ikke kun var i øjnene. I fastholdelsen af
visse former for tilfældigheder, der udspilles – og udspiles – som konsekvenser, afsøgte
Emil Salto et særligt rum for sine historier, der gang på gang fortalte sig selv i rummeligheder,
der nedbrød vante narrative fortællingsstrukturer om værker og (kunst)historiens hylende
og til tider indlysende parafraser. Emil Salto var, som man er som ung kunstner, ligeglad
med tradition og konvention. Han koncentrerede sig i stedet om at fortælle sin historie
på godt og ondt – og helst i sorthvid.
På et tidspunkt, da Emil har arbejdet længe med sine fotogrammer, slår det ham en dag
i atelieret, at det her motiv han står med mellem hænderne, har han set før. Længe kan
han ikke huske hvor, men pludselig er den der, hukommelsen om det. Motivet har været
der i hans eget liv, i barndommen, nemlig i lejligheden på Østerbro hos sin farfar.
Han har ikke genskabt sine farfars værker som sådan, men han har alligevel husket dem,
de har lagret sig og sat sig fast i hans bevidsthed med et utal af arkiverede skabe, der til
tider har stået åbne, da han har afsøgt sit eget materiale for motiv og historie. Da han
fortæller sin far om det, om at han i disse dage har gået og tænkt på, at han et eller andet
sted har arvet sin farfars billedforståelse, bliver faren glad. Arv går videre og bliver igen
arv for andre. Sådan går det. Man tror så længe, at historierne hober sig op og skræddersyer
sig selv op i hjørner, hvor de til sidst har siddet så længe i store mønstre af edderkoppespind,
at man har glemt, at de er der. Man tænker, at lige netop den historie om den der arv er
historieløs og udtømt. Og derefter dukker den så op med et ubehersket styrke, der på
ingen måde smager af støv og af glemsel, men af nyfigen nysgerrighed og en måde at
fortælle historien om sig selv på en hudløs, fremkaldende facon, hvor motivet bliver renere
og langt mere helstøbt. Det er heldigvis sådan noget, der sker på atelier, når man husker
sig selv på historien ved at have den mellem sine hænder.
Og da Emil Salto bliver bevidst om sin egen arv, der er begyndt at fortælle sig selv
med Emils styring, kigger ham i papkasserne fra sin farfar, hvor dias med mønstre,
former og figurationer hurtigt hopper op og placerer sig selv i sirlige rækker på gulvet.
Farfarens har sirligt arkiveret og dateret disse dias alt efter farvekode, motiv, figuration
og erfaring for, hvordan lige netop dette dias kunne indgå i overordnede forløb og handlinger.
Og på bunden af en af papkasserne, ligger også en manual, som Egon Salto skrev i 1986.
Nærmest et manifest over sine egne handlinger, erfaringsforløb og indviklede, snørklede
udredninger. Det var som at få en dagbog af redegørelser for kunstfærdig praksis mellem
sine hænder. En dagbog, der mange steder, krydsede Emil Saltos egne erfaringsgrundlag
med fotografiet, når man opløste dets struktur i eksperimenter og andre forløb, hvor man
frigav en proces til at skabe – om omskabe – en værende værksstruktur.
Eksperimentel fotografi. Abstrakte billeder baseret på plastfoliers krystaloptiske
egenskaber. Af Egon Salto. 11/86 var den mundrette titel på Emils farfars
nedskrevne tekst om sit gennemgribende arbejde over lang, levet tid med fotografiet
udsat for overblændinger og filtre, der i kraft af deres egne egenskaber polariserede
farvekoderne fra diasfotografierne, når de mødte lyset.
Da Emil Salto blev bedt om at skabe en separatudstilling til Southeastern Center
for Comtemporary Art, SECCA, i North Carolina, var han ikke i tvivl om, hvad han
skulle gøre. Her var chancerne for at genskabe sin farfars producerende kunstmaskine.
Og ikke kun genskabe sin farfars arbejder, men også tage sin farfars efterladte dias med
i mørkekammeret, for der at oversætte de farverige kombinationer af muligheder til
Emil Saltos eget sprog af cibachrome fotogrammer. Farfarens fortælling var i farve.
Emil fortæller den i en blanding af farve og sorthvid, selvom han nu med arbejdet med
sin farfars arv kan mærke, at farverne trænger sig på i hans eget, fremtidige arbejde.
De har givet ham en lyd og en rytme, han har lyst til at søge. På et tidspunkt. Alt til sin tid.
Til udstillingen i North Carolina (10. oktober 2014 til 5. januar 2015) bliver rummet
omskabt til en scenografisk handling, hvor sorte moltontæpper, som man ellers kender
primært fra teatret, omstrukturerer vores bevægelsesmønster foran værkerne, mellem
værkerne og bagved værkerne. Vi vil som beskuere i rummet opleve hinandens
tilstedeværelser, vi kan høre hinanden, men kan ikke hele tiden se hinanden. Det er form
for leg med bevidstheden – og bevidsthederne. Hvor historien fortælles som en hovedakse,
man selv må være opsøgende omkring, for enhver god historie tager tid. Og den kræver,
som i en teaterforestilling, at man gå ind i rummet og er modtagelig. Det er man ikke altid.
Men man bliver det heldigvis med tiden.
Dengang, da Emil Salto sad i sin farfars lejlighed på Østerbro, anede han ikke, at her var
en god historie om ham selv. Den slags ved man først meget senere. En dag, det regner
og man cykler forbi en bakke, hvor man ser noget, man har glemt, man har set tidligere.
Eller en dag, man står med noget mellem hænderne, som man har set før, men som
man ikke kan huske, hvad er. Når de historier kommer tilbage til én, er man parat til
at fortælle dem. Igen. Med sin helt egen stemme. Og på sit helt eget sprog.